Klubben

Bylderup-Bov Rideklub holder til på Bovvej 4, 6372 Bylderup-Bov. Klubben ligger midt i byen med gode tilkørselsforhold og gode muligheder for en tur i naturen. Klubben er beliggende i Aabenraa Kommune, ca. 6 km fra den dansk/tyske grænse. Bylderup-Bov Rideklub (BYBR) blev stiftet den 13. januar 1982 og er medlem af Dansk Rideforbund, Distrikt 8.

 

Klubbens formål er at fremme interessen for ridesport ved afholdelse af ridekonkurrencer af forskellig art, samt arbejde for kendskabet til den ædle hest og oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.

 

Klubben råder over en lille ridehal, hvor der er tilknyttet en rytterstue. I rytterstuen er der plads til hygge og her hænger også de nyeste informationer og nyhedsbreve på opslagstavlen. Der er to udendørs dressurbaner på 20x40 meter og 20x60 meter og en stor udendørs springbane.

 

Bestyrelsen varetager klubbens og medlemmernes interesser og forsøger så vidt muligt at tilgodese ønsker fra medlemmerne. Derudover står bestyrelsen for nogle af arrangementerne på stedet sammen med aktivitetsudvalget, stævneudvalget m.m.

Lorenzen
  • Bylderup-Bov Rideklub 1965
  • Bovvej 4
  • 6372 Bylderup-Bov
  • bybr@live.dk